Program forår 2020

Medlemsmøderne foregår i Skt. Nikolai Sognehus, Kirkestræde 9 og begynder kl. 19.30.
Døren åbnes 18.45.

Tirsdag d. 21. januar: Medlemsmøde
Forfatter Lars Olsen: ”Det forsvundne folk”
Meningsdannere antager, at vi lever i et ”videnssamfund”, hvor kinesere og polakker tager sig af alt det, der støjer og sviner. Dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen, er forsvundet under radaren. I foredraget fortæller Lars Olsen, hvordan reformer og pres på levevilkårene skaber større utryghed. Bl.a. gennem den udskudte pensionsalder, og presset fra østeuropæiske arbejdere, der presser lønninger inden for blandt andet rengøring, landbrug og byggeri. Lars Olsen, der er en eftertragtet foredragsholder, fortæller levende og afvekslende. Foredrag veksler mellem politiske analyser, anekdoter og filmklip, der sætter de store spørgsmål.

Tirsdag d. 25. februar: Medlemsmøde
Fhv. højskoleforstander Jørgen Carlsen: ”På vej mod den nye højskolesangbog”
Jørgen Carlsen er tidligere forstander på Testrup højskole og nu formand for det udvalg, der redigerer den kommende udgave af Højskolesangbogen. Han vil indvie forsamlingen i de overvejelser, der ligger bag arbejdet med at vælge og vrage mellem de gamle og nye sange, og samtidig kaste lys over højskolesangen og dens betydning: hvorfor er det vigtigt at synge – og hvad er en god højskolesang? Undervejs afprøver vi nogle af de nye sange. Vi, der var på Brandbjerg højskole i sommer, hørte Jørgen Carlsen fortælle om sange – på en måde som vi ikke glemmer!

Lørdag d. 7. marts kl. 17: ”Mutter Courage og hendes børn” Skuespilhuset, store scene.
I år går turen til Det kgl. Teater – Skuespilhuset, hvor vi skal opleve Bertolt Brechts moderne klassiker – en musikalsk fortælling om en mors kamp for at overleve krigen sammen med sine børn. Brecht skrev stykket i eksil i Sverige 1939, dels som en advarsel til de nordiske lande, som tjente på at sælge varer til Det Tredje Rige. Men først og fremmest som en tidløs, rystende demonstration af, hvordan mennesket ikke formår at lære af dets lidelser. Oplev Karen-Lise Mynster i en af verdensdramatikkens mest ikoniske kvindeskikkelser, gribende iscenesat af norske Sigrid Strøm Reibo.
Bus og billet koster 500 kr.
Afgang fra Jernbanevej 6 kl. 15.30. Forventet hjemkomst kl. 21.15.
Billetter købes ved telefonisk henvendelse til Inge på 2048 3806 man. d. 6. og tir. d. 7. jan. kl. 18-19 (telefonsvarer kan ikke benyttes).
Resterende billetter sælges på medlemsmøderne i jan. og feb. eller ved kontakt til Inge. Beløbet indbetales på foreningens medlemskonto: se nederst på siden.
Billetter udleveres i bussen.

Tirsdag d. 24. marts: Medlemsmøde
Filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson: ”Drøm, eksistens og ideal”
Brian Degn Mårtensson vil på baggrund af sine seneste bøger fortælle om menneskets særlige evne til at drømme og tænke ud over nuet. Faktisk er det netop denne evne, der har skabt mulighed for vores civilisation – på ondt og godt. Hvad vil det sige at drømme om noget? Hvad betyder drømme for vores ageren i virkelighedens verden? Hvordan bør vi bruge drømme og idealforestillinger i vores eget liv, og i livet med hinanden? Denne aften står i filosofiens og livets tegn!

Tirsdag d. 21. april: Generalforsamling
Efter generalforsamlingen er foreningen som sædvanlig vært med vin og en let anretning. Herefter vil PH-duoen underholde med sange af Kai Normann Andersen. Duoen består af sanger Helene Gerup, som akkompagneres af guitaristen Per Karlsson. Ind imellem opfordres vi også til at synge med.

Tirsdag d. 12. maj: Aftentur med bus til Vallekilde Højskole.
Turen går gennem det smukke Odsherred til Vallekilde, hvor valgmenighedspræst Janne Sulkjær fortæller om den gamle valgmenighedskirke, Korskirken, der ligger lige midt i byen. Herefter går vi til højskolen, hvor vi bliver vist rundt og får fortalt skolens historie fra dens start i 1865. Den har haft uvurderlig betydning for hele Odsherred gennem over 100 år, og er en af de ”store” historiske højskoler i landet. For mange år siden var Holbæk højskoleforening trofast deltager på de årlige højskoledage. Nu er det tid til et gensyn, også med den gamle legendariske øvelsessal. Vi slutter besøget med kaffe og kage.
Afgang fra Jernbanevej 6 kl. 18. 
Bustur og kaffe 150 kr. Telefonisk tilmelding til Inge tlf. 2048 3806 man. d. 4. og tir. d. 5. maj kl. 18-19.
Tilmelding sker kun ved direkte telefonkontakt (telefonsvarer kan ikke benyttes).
Beløbet indbetales helst på foreningens medlemskonto: se nederst på siden, ellers kontant i bussen.

Man. 15. – lør. 20. juni: Højskoleophold på Rude Strand Højskole. (se program )
Skolen ligger smukt ned til Kattegat, ikke så langt fra Odder. Programmet i år er en dag kortere, end vi plejer, men så kan prisen også holdes lidt ”i tømme”. Bemærk at prisen er maksimum pris for enkeltværelse med fuld havudsigt. Hvis man ønsker andet, er der rabat at hente.
Bus tur/retur til højskolen er inkluderet i prisen, (det er vores mængderabat).
I programmet står om tilmelding til skolen. Vi har fået reserveret 40 pladser frem til 1. februar, men tøv ikke for længe med tilmelding. Husk at meddele, at du kommer fra Holbæk højskoleforening.

Medlemskab i Højskoleforeningen koster 150 kr. årligt og følger kalenderåret.

Medlemmer betaler 50 kr. for medlemsmøde.

Foreningens medlemskonto: Reg. nr. 0520.  Konto nr. 541737

Hjemmeside: www.holbaekhoejskoleforening.dk